mandag den 28. december 2015

Glædelig (bag)jul!

Hov hvor forsvandt tiden lige hen!? Over en måned er gået, men jeg er her altså endnu. Et glædelig jul må være på sin plads og før vi ser os om kan det få selskab af et godt nytår! I haven sker der jo ikke så meget, ikke engang en smule frost kan vi prale af. Bare regn, regn og lidt mere regn, i selskab med blæst. Det eneste gode derude lige nu er julebelysningen, og den får altså lov at hænge lidt endnu. Selvom de nu truer med besøg af kong vinter, men han er også meget velkommen.

Lidt julepynt i haven, som dog er ved at være i en halvsølle forfatning. 


 
 

mandag den 16. november 2015

(Knap så) grønne tomater

Jeg fandt lige dette indlæg i gemmerne, som jeg har glemt at udgive - så det kan lige agere pausefisk inditl jeg får tømt kameraet for billeder fra weekenden i haven. Haven er til gengæld vinterklar nu, havemøblerne er kommet i hi, de mest slaskede stauder er klippet ned og i ly er de sårbare krukker kommet. Nu varer det ikke længe inden der skal pyntes med lyskæder og gran - det bliver fint!

Jeg havde jo alle de her grønne tomater, som jeg skulle gøre noget ved - men sjovt nok så går det jo sådan, at de ligeså stille bliver røde (og gule), når man glemmer tiden. Så nu blev det til tomatsauce i stedet for syltede grønne tomater.



Det er nu lækkert at have sådan en portion i fryseren, smækfyldt med egne tomater og hjemmehøstede hvidløg og chili.

Og altså, udover den fortrinlige smag, sød med et syrligt strejf, så forstår man jo godt hvorfor disse solgule skønheder hedder citrontomater!


mandag den 2. november 2015

I hi

Ja, ligeså stille er vores have ved at gå i hi - vinterhi. Bedene når ikke at blive fintrimmet i år, men jeg har fået flyttet de stauder jeg ville, sat tulipanløg og hvidløg, plantet de nye roser, ryddet op i drivhuset, slået græs og revet af en sidste gang og nu mangler vi faktisk bare, at gemme havemøblerne væk - der går dog nok lige et par uger endnu, hvis jeg bestemmer, for synes det ser så trist og kedeligt ud uden. Nå ja, og så skal jeg have georgineknoldene taget op, men de står så smukt endnu, at jeg ikke nænner det.

Apropos georgineknolde; sidste år opbevarede jeg dem i lukkede flamingokasser, men oplevede at flere af dem rådnede, så i år vil jeg istedet prøve at opbevare dem mere luftigt: Jeg har købt et par af de hollandske løgkasser fra Bilka, med trådbund, som jeg tænker de vil ligge godt og tørt i, i vores garage, henover vinteren.


torsdag den 29. oktober 2015

En varm velkomst

Nå ja, en velkomst med varme farver ihvertfald - det er hvad der møder vores gæster på fortrappen lige nu. Planen er, at det store halloween-græskar skal udhules og skæres, men tiden.... Den løber...


fredag den 23. oktober 2015

tirsdag den 13. oktober 2015

Tomater og chili

(Årets sidste) tomater er høstet ind og så tømte jeg også chiliplanterne. nu jeg var igang derude - mon ikke jeg finder på noget at bruge begge dele til? Det tror jeg bestemt! I weekenden tømmer jeg drivhuset og begynder at gøre vinterklar, så det er færdigt derude.



lørdag den 3. oktober 2015

En sløv padde

Ja, det er jeg altså i de her dage - men i dag har vi haft havedag. Her er blevet plantet hæk, roser, geranier og bregner til den helt store guldmedalje. 

Efteråret er over os og meget er ved at takke af i haven, mens andet tager over. Afgrøderne er ved at være slut for denne gang, men hindbær høster vi stadig og lidt tomater og chili. Jeg regner med, at der kommer en status på dette års køkkenhave og drivhus i løbet af næste uge - i år har dog ikke været nogen ubetinget succes, kan jeg allerede nu afsløre.

I sidste weekend var jeg hjemme hos mine forældre, hvor jeg fik lov til at gå på rov i haven, så med hjem kom 2 sække bregner og 2 sække geranier, som nu er sat langs "bagenden" af haven, bag legehuset. Derudover ankom der den anden dag en kasse med roser, som jeg havde bestilt for længe siden. Kassen indeholdt en Constance Spry, en Comte de Chambord og en Rosenholm. Alle har nu fået en plads og jeg er ved at have det på plads, som jeg vil have ændret på derude for i år. Jeg havde ellers en masse planer for omrokering af mine stauder, men kan godt se tid er en mangelvare, nu hvor det bliver mørkt samtidig med børnenes sengetid, så det må blive næste år.

Billederne er lånt fra Bilkas hjemmeside, da roserne pt. er tre halvvisne grene ;-)