onsdag den 25. februar 2015

Den tid på året...

...hvor havearbejdet lige så stille starter op - den er vi nået til nu, dejligt! Årets første rigtige havearbejde er udført i eftermiddags, hvor jeg greb en saks og skammel og gik i krig med nedklipning af mine efterårshindbær. Nu kan de bare skyde derudaf, men helst ikke inden jeg får hegn sat op til dem - det fik jeg aldrig gjort sidste år, og de væltede ud over det hele.



tirsdag den 24. februar 2015

Ups

Ulykker kan man hurtigt lave med sit dankort inden for rækkevidde og manden ude af huset - men se nu alle de skønne sager, som er på vej til mig fra Blomsterverden. Jeg opdagede, at de har dahlia billigere end dem jeg havde luret på i Bilka - de er jo så heller ikke blåstemplet af Claus Dalby, men lur mig om ikke jeg får smukke blomster i overflod til sommer alligevel. Derudover røg der sager i kurven til drivhuset og køkkenhaven - jeg glæder mig altså til sommer!

De smukke dahlia:






Derudover kom der en portion ranunkler med. Jeg havde desværre ikke held med dem som blev lagt i 2013, så nu prøver jeg igen...


Til drivhuset og køkkenhaven kom der følgende med:
  • Havekarse
  • Gul tomat 'Citrina'
  • Gulerod
  • Squash
  • Vandmelon 'Sugar baby'
  • Minimajs
  • Tomat 'San Marzano'

Så mangler jeg vist bare ærter og salat til årets køkkenhave.

mandag den 23. februar 2015

Tanker om nyttehaven

Jeg har masser af drømme om køkkenhaven og hvad den kan bringe, men forsøger i år at holde det på et begrænset niveau, grundet den kommende familieforøgelse i maj - men lidt skal der altså til!

Allerede sidste år besluttede jeg mig egentligt for, at fjerne højbedene i haven og så grave ud til rigtig køkkenhave istedet. Det er jeg gået fra igen, kraftig inspireret af John Seymours Den nye selvforsynende have. Istedet har min mand foreslået, at vi simpelthen flytter højbedene, så der bliver plads til et mere, da en af de tungtvejende grunde til, at fjerne dem var plads - eller mangel på samme. 

Hvad skal højbedene så indeholde?
  • Salat, gerne flere slags, sidste år havde jeg både pluksalat, rucola og hovedsalat. Jeg havde dog størst succes med de to førstnævnte.
  • Spinat
  • Ærter. Tidligere har jeg haft svært ved at binde dem ordentligt op, men det vil jeg prøve at finde en god løsning til i år.
  • Gulerødder
  • Squash
  • ...der skal altid være plads til impulskøb!
Sådan så højbedene ud sidste år. Som det ses er det temmelig småt med pladsen i dem...

Sidste år havde jeg ganske stor succes med både tomater og agurker i drivhuset, så det skal jeg helt sikkert have igen. I år dog kun skoleagurker, og så vil jeg finde en lækker tomatsort - sidste år købte jeg bare en færdig plante i Bilka, og de var altså lidt kedelige i smagen. Derudover håber jeg, at få en vinplante. Jeg fik ellers et par stiklinger i efteråret, men de er vist desværre gået til. Figen er også et must, tænker jeg. Melon har jeg altså også lyst til at prøve mig med igen, selvom jeg bandede den langt væk sidste år.


Drivhuset sidste år, med hhv. meloner, agurker og tomater side om side i kapilærkasser (som jeg iøvrigt er svært begejstret for, men det er jo en smagssag).

Derudover byder haven på blommer, to æblesorter: et ukendt madæble og discovery, rabarber, diverse krydderurter, jordbær, hindbær, ribs, solbær og blåbær. Jeg satte også hvidløg sidste efterår, men er bange for de ikke bliver til noget, for synes ikke jeg har kunnet spotte dem endnu.


Grønt guld - ihvertfald hvis du spørger mig. Jeg glæder mig til den tid kommer, hvor jeg kan hente alskens skønne ting i haven.

søndag den 22. februar 2015

Foråret kommer!

Årets første officielle forårsdag venter lige rundt om hjørnet og det begynder heldigvis at kunne spottes her og der, trods fortsat sne og kulde rundt omkring i landet. Så sent som igår fik jeg ellers sagt til en veninde, at her hverken var det ene eller det andet på vej op af jorden, men der må jeg altså indrømme jeg tog fejl. Mens barnet sov middagslur idag gik jeg en tur ud i solskinnet og stak næsen i jorden, og se nu her - både vintergækker og krokus stikker altså frem overalt! Skønt med lidt livstegn dernede fra!



fredag den 13. februar 2015

En haveejers bibel

Intet mindre plejer denne skønne bog at blive omtalt som - ihvertfald køkkenhaveejerens bibel. Den kom ind af døren i går, og jeg brugte hele aftenen på at pløje den igennem, og suge til mig af John Seymours store viden om dyrkning af køkkenhaven. Med den i hånden, er jeg så småt klar til at planlægge årets køkkenhave og hvordan den skal indrettes, så vi får mest muligt ud af det stykke vi har afsat til grøntsager - og jeg glæder mig!


søndag den 8. februar 2015

Det kribler og krabler...

..i mine fingre, når vi rammes af så fantastisk et vejr, som vi har idag. Høj sol, ingen vind og blå himmel. Jeg tog en tur rundt ude, fik fjernet lidt blade på trappen, samlet mange håndfulde birkegrene op fra græsset og stukket næsen i bedene, for at se om der begynder, at spire noget frem. Og det gør der!

Billedet her er godt nok inde fra drivhuset, hvor temperaturen iøvrigt sagde 10 grader for lidt siden da jeg støvede rundt derude, af en hortensia som lige så stille er ved at vågne op fra sit vinterhi. Det samme er mine pelargonier, som overvintrer i et køligt rum i kælderen. Mit laurbærtræ og oliventræ, som hygger sig i hhv. drivhuset og garagen, stortrives også for første gang om vinteren, så det er dejligt jeg endelig har fundet ud af at ramme den rette temperatur for de skønne middelhavstræer.


Jeg har været temmelig stille i den sidste tid, men nu begynder mit indre havemenneske at vågne op fra sin hi, så i den kommende tid satser jeg på, at fortælle om mine køkkenhaveplaner for i år, vise billeder af planter jeg drømmer om til haven og gøre mig tanker om forspiring.