mandag den 31. oktober 2016

Efterårsglimt fra oktober - nyttehaven

Det er ikke kun blomsterne, som har holdt ud langt ind i efteråret. Rødbeder, porrer, hindbær, tomater, peberfrugt og snackpeber høster vi også fortsat af og det er bare skønt. Fignerne er desværre ikke blevet til noget i år, og selvom der er mange på busken, tvivler jeg på de overlever vinteren.

Grønkålen har jeg sået her i sensommeren, men jeg stiller mig nu lidt tvivlende overfor om de når at blive til noget, men nu prøver jeg - de fik dog en plads i drivhuset.












søndag den 30. oktober 2016

Efterårsglimt fra oktober - blomsterne

Oktober måned kom og gik lige så susende hurtigt, som den vind efteråret bragte med sig efter en hed sensommer i september. Alle gode intenti0oner om blogopdatering er blevet glemt gang på gang, så nu samler jeg billederne fra måneden der gik i oktoberhaven.

På terrassen gulnes krukkerne og lidt pyntegræskar gør følge med de varme farver. Pelargonier, hortensia og lyng lyser også fortsat op blandt de visnende planter.






Georginerne står også stolte og smukke med strålende, klare farver, men de begynder så småt at vise tegn på efteråret og vinterens snarlige komme, hvor knoldene skal graves op og gemmes væk frostfrit.





Mamelukærmebusken har altså også bare overrasket mig med sin velvillighed til at blomstre! De kan vist godt være lidt frostfølsomme, men jeg dækker den til og håber den overlever vinteren. Sammen med Sankthansurt og storkenæb har de fykdt bedet ud hele efteråret. For en måneds tid siden gjorde høstanemonerne dem selskab.




På denne årstid lyser lyngene smukt op og jeg har fået held med at overvintre en del af dem de sidste par år, så samlingen vokser - skønt at kunne fylde krukkerne med de smukke lyng på denne årstid, hvor sommerblomsterne har takket af.


søndag den 23. oktober 2016

Syltede squash

Dem har jeg vist ikke fremvist? Min mor havde overskud af forvoksede squash, så dem tryllede jeg lidt med og nu har vi et lækkert krydret alternativ til asier.


fredag den 7. oktober 2016

Forårstanker

Selvom efteråret kun lige er kommet over os, og man kan forledes til at gemme sig væk i sofaen på regnvejrsdage, så er det nu man skal tænke fremad og overveje forårshaven. Det er nemlig lige nu, at tulipan(og andre forårsblomstrende)løg skal i jorden, vi satte små 100 løg forleden. 


Jeg har købt lidt af hvert, men de smukke dobbelte Angelique går altså igen, for de er helt fantastisk smukke! Jeg glæder mig til at se resultatet, når det hele bryder frem i forårssolens spæde stråler.


onsdag den 5. oktober 2016

Køkkensysler

Det gør jeg mig jo en del i, og senest er det en (lille) ekstra portion hindbærmarmelade og så tomatrelish. Sidstnævnte er altså virkelig virkelig godt! 



Jeg har fulgt denne opskrift på relishen, som er lavet på grønne tomater og squash. I weekenden prøvede jeg at røre den op med halv mayo/halv creme fraiche og lidt finthakkede syltede drueagurker - og det blev der bare den lækreste, fløjlsbløde remoulade ud af. Det bliver helt sikkert et fast indslag i vores køleskab fremover, og så ud med køberemo'en! Jeg justerede lidt i opskriften; havde knap så meget squash og brugte majsstivelse til jævning fremfor mel, men det er vist næppe noget der gør, at smagen afviger fra opskriften i linket :-)

søndag den 2. oktober 2016

Success after all!

Noget jeg har kæmpet lidt med i år, har været mine porrer. Det er første gang jeg prøver kræfter med dem, og de første jeg selv forspirede blev da heller ikke til noget, men det tog ikke modet fra mig, så jeg købte en bakke med små planter i Bilka sidst på foråret og plantede ud i stedet. De har også set ret sølle ud lææææænge... Men se nu her! Fine lækre porrer, som begynder at nå en acceptabel størrelse dukker nu op i haven! Perfekte i suppegryden med kartofler, et drys bacon og purløg på toppen og nybagte suppebrød - uhm!


Og så beklager jeg den totale stilhed - min tid render, ingen ved hvorhen. Jeg når aldrig så langt som til computeren om aftenen, inden klokken slår sengetid, og blogger + ios har endnu ikke villet samarbejde for mig på telefon eller ipad. Jeg har dog en stribe indlæg linet op til de næste par dage, så stay tuned!