lørdag den 27. februar 2016

Psst...

Så blev den første side opdateret - en (næsten) komplet oversigt over de kommende afgrøder i haven findes under 'køkkenhave' i baren herover.

Hyacinter

Når der ikke er meget at komme efter ude, må man jo finde lidt at glædes over inde - pt. fylder jeg gerne vaserne med hyacinter, de er smukke både før og efter de springer ud og dufter fantastisk!



torsdag den 25. februar 2016

Pakkepost!

Så bliver dagen altså lige lidt bedre når man modtager sådan en smukt indpakket pakke her! En superhurtig levering fra Frøbutikken.


Og hvad var indeni? Frø til årets køkkenhave (og som sædvanlig blev jeg vist lidt overambitiøs, men nu prøver jeg...) og lidt blomsterfrø, samt en lille gave; et brev chilifrø - rigtig sød idé, vi er dog desværre ikke de store chilielskere herhjemme, og slet ikke af habanero, men jeg pønser lidt på en konkurrence, så en anden kan få glæde af frøene istedet, men mere om det senere. 



onsdag den 24. februar 2016

Det kribler i fingrene!

På en solskinsdag som denne kan man næsten mærke hvordan foråret snart er på vej, og så begynder det altså at krible i fingrene på mig efter at komme ud og rydde op og gøre forårsklart! Men men men men men, jeg bider tænderne sammen og holder mig i skindet, for vinterens kulde kan stadig lure om hjørnet, så alle de små nye planter som begynder at stikke deres grønne toppe frem har godt af det beskyttende lag endnu.

Men se lige hvor herrens det ser ud!


Heldigvis titter grønt frem alle steder og vidner om forårets snarlige komme.