fredag den 29. april 2016

Sådan en dag...

Sådan en dag, som starter med solskin, men hvor man ved regnen er lovet til senere - der smider man alt hvad man har i hænderne, visker kalenderen ren og springer ud i haven. Havelysten har ligget samme sted som solskinnet - godt gemt, og listen over gøremål ude er derfor vokset længere end min 11 mdrs. baby. 7.30 stod vi alle tre klar i regnbukser og gummistøvler og mens yngsten udforskede græs og legehus, hjalp den store med at så gulerødder, broccoli (har godt nok også nogle forspiret inde) og rødbeder. Salaten og spinaten er allerede på vej op og jeg mindede mig selv om - endnu en gang - at jeg mangler, at få købt ærter. Inde står også porrer og squash klar, sammen med tomatplanterne - alt sammen med længsel efter sol og varme. Tilbage mangler jeg så småt kun at så grønkål og nogle flere porrer - og så de ærter!

Videre gik vi til to nyindkøbte klatrehortensia, en til gyngestativet, en anden til æbletræet. Rabarberbedet nåede jeg omkring med hakken og alt blev gødet, både græsplæne, hække, roser, stauder og krukker. Hurra! En masse kunne krydses af på listen, omend en del mangler endnu... Men nogen råbte på frokost og middagslur, så det må blive en anden dag.

Ps. Førnævnte "anden dag" bliver også der hvor jeg faktisk husker at fotografere de ting til haven, som jeg fik i fødselsdagsgave.
 


Billeder nåede jeg ingen af, men havde heldigvis lidt liggende fra forleden, som passende kunne blive uploadet nu ;-) Ovenfor er min blodribs kommet i fuld blomst og under den er kæmpestenbræk fuldt trop -. de gør sig godt sammen lige nu, hvor de begge stråler i pink!
 

I staudebedene venter tulipanerne på at springe helt ud, knopperne er ihvertfald ved at være godt spændte.


Små violer sniger sig ind alle steder i haven, her i en dværgazelea - men hvis det er det værste urkrudt jeg kan finde, så går det nok alt sammen og de får altså lov at stå.


søndag den 17. april 2016

Små spirer der vokser

Så store er mine planter ved at være, tomaterne trives, peberne er desværre ikke rigtigt vokset, og broccoliene ser lidt tvivlsomme ud, men jeg prøver!




Fredag nærmede jeg mig det skarpe hjørne med hastige skridt, velkommen til mit sidste år i tyverne(!) og i den forbindelse fik jeg nogle skønne gaver, hvoraf flere var haverelaterede, så dem må I lige se ved en given lejlighed.

fredag den 8. april 2016

Forårssol og spirer

Vi har stornydt sidste uges solskinsdage. Alt ude nyder godt af det og jeg udnyttede også det gode vejr til at få priklet de af mine spirer om som trængte til mere plads.


Sommerblomster, broccoli, tomater, peber og porrer - jeg glæder mig til det hele vokser og giver frugt!

Pæoner godt på vej - dem glæder jeg mig til at se i år, sidste år var første gang jeg fik blomstring, omend meget sparsomt.

Smukke snepryd.

Pinsevioler vælter frem alle steder.

Blodribs er nææææsten udsprunget.

Mit "skovbed" hvor scilla, krokus, vorterod, geranier og påskeliljer vælter frem side om side.

Snart er alt lysegrønt!

Klatrehortensiaen er også godt på vej. Jeg håber den vokser mere op end udad denne sæson.

Løvstikke titter pludselig frem bedst som man tror den er gået til over vinteren.

Generelt er der godt gang i urtebedet. Forrest purløg, dild, bredbladet persille, kruspersille og etageløg.

mandag den 4. april 2016

Hvidløg

Det er altså en succes, det her med hvidløg! Jeg satte jo første portion i efteråret 2014, og sidste år kunne vi høste mange fine hvidløg, hvoraf en portion så blev sat igen i efteråret - og vi har haft rigeligt til at vi har været og er selvforsynende i hvidløg indtil næste portion kan høstes, og de er altså godt på vej med fine spirer, der pibler frem i jordoverfladen - og det går stærkt, de to billeder her er taget med en uges mellemrum!