søndag den 7. december 2014

Mere juleri

Glædelig 2. søndag i advent - sikke tiden flyver sådan en måned! På sådan en dag kan vi vist godt klare billeder af lidt flere julerier. Ingen tvivl om, at julen er min yndlingshøjtid. Stemningen, lysene, duftene og samværet med familie og venner - kan man andet end elske det?!

Dagen i dag har været vældig grå og våd, men vi har også bare gemt os indenfor foran juletræet og hygget os med vanillekransebagning.


En Kähler kammerstage, med grønt selskab og lidt sølvstjerner på tråd, lyser op i vindueskarmen.

Et hjerte, lidt grønt og et bånd, og så er en samling kedelige køkkenredskaber på en stang pludselig i julet selskab. Hjertet er fra Søstrene Grene.

Lidt ene i en kande fra Greengate har fået fint besøg af blandede sølvkugler og byder nu velkommen i entreen sammen med de smukt udskårne juletræer.

Kransen i zink (Søstrene Grene) er lige blevet gjort en tand mere dekorativ med lidt grønt og ønsket om en god jul.

Antikke sølvkugler pynter i toppen af en etagere.

Hasselnødderne er nu plukket af os og egernene, så grenene kunne jeg med god samvittighed klippe ind og pynte med sølvkugler og snefnug - jeg ser det som en del af beskæringsarbejdet i haven ;-) Vasen er en Lyngby, glaskuglerne foran fra Søstrene Grene og vov-vov'en, som min 1-årige herhjemme er overbevist om at det er, er en ældre sag.

Jeg var heldig at falde over en stor portion af disse antikke sølvkugler i England engang, så nu kan de pryde grene, dekorationer og skåle herhjemme hvert år til jul.

Mere smukt skåret papirarbejde, desværre ikke fra egen hånd, men derimod min kreative søsters - stjernen her pynter i selskab med to ligesindede i køkkenvinduerne hvert år.

Vådt, gråt og regnfuldt er det i denne december - så lad i stedet øjet blive fanget af de små perler og prismer i hjertet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar