Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag

søndag den 22. april 2018

Dejlige havedage!

Vejret i den forgangne uge er der vist ingen der kan sætte en finger på - hvor har det været fantastisk! Man bliver helt forvænt med de sommerlige temperaturer, og alt grønnes da også nærmest minut for minut derude.
Bortset fra en afstikker til en dejlig fødselsdagshavefest igår, har vi været i haven hver eneste dag, så det nye drivhus kunne komme op. Der mangler lige et par enkelte småting endnu (bl.a. spir og det glas der gik i stykker i transporten), men i det store og hele er vi færdige - hurra! Det var en dejlig følelse at kunne få alting på plads igen - jeg trives ikke i rod og uorden, så dette syn har generet mit øje siden det gamle drivhus blev tømt for en lille måned siden. Men nu er der ryddet op og alt er på plads igen.



Mere detaljerede billeder må vente til jeg har fået plantet lidt grønt derinde, da det lige nu ser alt for bart og tomt ud, uden en eneste blomst eller plante.



Plantebordet, som jeg aldrig har syntes fungerede særlig godt, da det var for småt og lavt, har ikke fundet med ind i det nye drivhus - istedet står det nu på terrassen og pynter.



Til slut lidt billeder fra en aftenrunde i haven - de første tulipaner er lige sprunget ud, det har jeg ventet på siden jeg lagde løg i massevis i efteråret.






søndag den 2. april 2017

Forårsdage i haven

Sikke et vejr vi har haft i denne weekend - vi har nydt det i stor stil og været ude fra morgen til aften. Der er da også blevet ryddet op i haveskuret, havemøblerne er fundet frem, terrassen er renset, drivhuset vasket og ryddet op og der er blevet sået frø og pottet spirer om. 

Gul er ellers ikke min farve, og slet ikke i haven - men(!) forår ER altså bare lig med gul, så det er den eneste tid på året, hvor gul er velkommen; de små fine tete-a-tete, gule ballonformede tulipaner og de stor tunge påskeliljer - alt sammen dejlige bebudere om solens snarlige komme. Dette syn møder os dagligt når vi træder ned af trappen til vores bagdør:



Andre skønne forårsbebudere er den klare blå perlehyacint, den fine snepryd, duftende ribes og hornvioler i alle farver.





 
Og se lige hvor alt grønnes! Før vi ser os om, er den kedelige gråbrune jord pist væk - jeg glæder mig!



Weekendens projekter har også budt på udgravning af nyt bed, men det må vente til et andet indlæg, sammen med billeder fra det dejlige rene drivhus.

tirsdag den 14. marts 2017

Forårsgrønt

Her,. der og alle vegne titter de forårsgrønne totter op af jorden; krokus, tulipaner, hyacinter og meget meget mere er på vej! Jeg glæder mig til at (gen)se alle tulipanerne. Jeg elsker stauderne i al deres pragt henover højsommeren, men der er altså noget helt særligt over de første smukke tulipaner, der dukker op som farveklatter i den grå post-vinterhave.

Små spæde tulipaner...


 Pinsevioler begynder at titte frem af den hårde jord...


Ej at forveksle med pæonerne, som nu også er på vej op, er her de små røde løvstikketoppe...


Purløg - snart klar til drys på smørrebrød!


Rabarber skyder op.


De sidste porrer fra sidste år - de har holdt godt!


Krokus og scilla vælter frem i vores vilde bed, godt blandet med geranier.


 En hornviol på terrassen - de giver et tiltrængt farvespil på denne årstid!


Vintergækker i massevis, desværre ikke i vores have, men derimod i Bygholm Park, her i Horsens.


De små peberspirer ER begyndt at titte frem - hurraaa!


mandag den 27. februar 2017

"Hør, hør, hvor det tør!"

Det krabler og kribler
fra tegl og tag,
vi har solskin i dag.
Alle små roser bag rude
drømme vintren er ude,
drømme, drømme vintren er ude

 Nu nærmer vi os (forhåbentligt) vinterens afslutning, og bortset fra sidste uges kortvarige snefald, lugter det da også af forår derude! Tulipaner pibler frem alle vegne, som små grønne ruller, knopper skyder frem på grene alle steder og hvidløgene titter over den sorte muld i højbedene. 





Inde er peber og de første tomater sat til forspiring, og de første spæde tomatspirer er netop brudt frem i dag. Snart venter peberspirer, håber jeg, men det er jo altid lidt spændende, da de kan være lidt tricky, at få gang i. Selvom det kribler i fingrene efter at komme igang med yderligere såning, så væbner jeg mig med tålmodighed lidt endnu. For det første, så kan marts jo som bekendt byde på masser af vinter, men derudover, så har jeg også først lige bestilt årets frø ved Fuglebjerggård, så de skal jo altså også først lige ankomme.



I år kommer køkkenhaven forhåbentligt til at byde på:
  • Tre slags tomater, 'Saint Pierre', 'Red pear' og ....ja....
  • Agurker
  • Peberfrugter
  • Aubergine 'Imperial black beauty'
  • Melon 'Charentais'
  • Porre 'Monstreux de Carentan'
  • Sommer ramsløg 
  • Vild rucola 'dragons tongue'
  • Rød pluksalat
  • Romainesalat 'Crisp mint'
  • Grønkål 'Lacinto rainbow'
  • Grønkål/broccoli 'purple peacock'
  • Grønkål 'Westlandse winter'
  • Pak choi
  • Spidskål 'filder kraut'
  • Gulerod 'autumn king' samt 'Nantes ll'
  • Rødbede 'Cylindra'
  • Buskbønne 'Marona'
  • Courgette 'Striati d'Italia'
  • Ærter
Og, øh ja.... Det skal jo så være i mit stakkels 9,9 m2 drivhus og tre højbede.... Jeg skal vist trylle med arealerne i år.

Først skal jeg dog lige have brugt sidste års lager. Jeg har netop taget de sidste rødbeder op af højbedet, da vi ikke rigtigt får dem spist, så nu skal der syltes istedet!


søndag den 20. marts 2016

Forårsfornemmelser!

Sikke skønne solskinsdage vi haft i den sidste uge - det har i den grad opfordret til udendørs aktiviteter, og hvor har det været tiltrængt, både for sjæl og have! Nu kan foråret bare komme an, bedene og plænen er revet fri af kvas og grene, havemøblerne er sat frem og vasket af og... Nå nej, drivhuset venter altså stadig på den helt store tur, men der er jo også nogle måneder endnu til planterne rykker derud -. selvom der er godt gang i vindueskarmen herinde, men mere om det en anden gang.








onsdag den 25. marts 2015

Regn og gråvejr

Det var sådan set meningen jeg ville have vist lidt ting der sprang op i vognen til mig i Rema1000 i weekenden, men vejret indbød altså ikke just til udendørsfotografering, da det har regnet og blæst her hele eftermiddagen - så det må jeg skylde, men kan afsløre at der både er krukker og zinkkasser med hjem.

Istedet er her et billede af den fine forårsgule forsythia fra sidste forår. Jeg glæder mig til at gense dette syn - lige om lidt forhåbentligt, så vi kan sige farvel og tak til vinterens regn og rusk.