Jeg elsker den måde, vi har fået det til at "gå gennem træet," således at træet pludselig blev en del af bedet.
søndag den 27. maj 2018
Birkebedet med hasselhegnet
'Birkebedet' dækker over det nye bed, jeg gravede først på foråret, ved foden af vores enorme hængebirk. Bedet er nu ved at være færdigt - for nu - med massevis af geranier, valmuer, lidt sct. hansurt, purpur solhat osv. og op ad hegnet er der sat en clematis.
Jeg har været meget i tvivl med det bed, for jeg synes egentligt ikke det helt "passede ind", da først jeg havde gravet det - det så mærkeligt "tilfældigt--placeret-midt-i-haven-agtigt" ud, men så fik jeg ideen med hasselhegnet og fik rykket rosenbuen over til den nye gang der opstod og NU(!) - nu synes jeg bare det fungerer rigtig godt. Det giver en god ind(op)deling af haven, og haven virker nærmest større nu, fordi det ikke længere bare er en lang græsplæne, men istedet flere forskellige områder, man kan gå på opdagelse i.
torsdag den 24. maj 2018
It's all in the detail
Det hele ligger i detaljen. Ja, det mener jeg altså - små finurlige ting her og der, som fanger øjet og gør, at man kan gå på opdagelse, når man går og nyder blomsterfloret.
For bare få år siden syntes jeg det virkede fjollet og kunne ikke se pointen i at "indrette" eller pynte, om man vil, i haven - det var et sted for planter, ikke nips. Nu har jeg heldigvis blevet klogere og har set lyset i de små detaljer, og er på evig jagt efter den næste lille skæve ting til haven.
torsdag den 17. maj 2018
Fru Due på Facebook
Husk, at du på Facebook kan følge med i alle de små hverdagsglimt fra haven, som ikke ligefrem kan fylde et helt blogindlæg, men som heller ikke skal gå tabt. Se mere på Fru Dues have.
Tulipaner i massevis
Den sidste måneds tid har jo været tulipanens højtid, og det har været prægtigt! Store smukke, dobbelte i både mørke og lyse nuancer, de tidlige enkelte med fligede kanter og den helt klassiske go'e gamle røde tulipan.Det behøver vist ikke yderligere præsentation, de kommer her grupperet i forskellige stadier, foreviget over nogle uger.
søndag den 22. april 2018
Dejlige havedage!
Vejret i den forgangne uge er der vist ingen der kan sætte en finger på - hvor har det været fantastisk! Man bliver helt forvænt med de sommerlige temperaturer, og alt grønnes da også nærmest minut for minut derude.
Bortset fra en afstikker til en dejlig fødselsdagshavefest igår, har vi været i haven hver eneste dag, så det nye drivhus kunne komme op. Der mangler lige et par enkelte småting endnu (bl.a. spir og det glas der gik i stykker i transporten), men i det store og hele er vi færdige - hurra! Det var en dejlig følelse at kunne få alting på plads igen - jeg trives ikke i rod og uorden, så dette syn har generet mit øje siden det gamle drivhus blev tømt for en lille måned siden. Men nu er der ryddet op og alt er på plads igen.
Mere detaljerede billeder må vente til jeg har fået plantet lidt grønt derinde, da det lige nu ser alt for bart og tomt ud, uden en eneste blomst eller plante.
Plantebordet, som jeg aldrig har syntes fungerede særlig godt, da det var for småt og lavt, har ikke fundet med ind i det nye drivhus - istedet står det nu på terrassen og pynter.
Til slut lidt billeder fra en aftenrunde i haven - de første tulipaner er lige sprunget ud, det har jeg ventet på siden jeg lagde løg i massevis i efteråret.
Abonner på:
Opslag (Atom)



















































