Det her er simpelthen det rene guld - friske råvarer lige uden for døren!
Lidt status på køkkenhaven:
Alle gulerødderne er taget op, da der gik bænkebidere i dem desværre. Dem i skålen er dog kun de rester der er ved at være tilbage - skålen var nær ved fuld da jeg lige havde taget dem op.
Squashene vælter fortsat frem, så den her portion river jeg og putter i fryseren til brug i vintermadlavningen.
Æblerne (discovery) plukkede jeg igår, de første 10 plukkede jeg i sidste uge - de er dog forvandlet til æblegrød, som ældstebarnet ynder at få et par skefulde på morgengrøden af. Den skålfuld her bliver vist ikke lavet om - de skal bare nydes som de er: Søde, friske og sprøde! Det syner måske ikke af meget, men træet blev altså sat sidste forår, så jeg er ret godt tilfreds - især fordi jeg endda også har tyndet ud i dem i juni.
Vindruerne havde jeg slet ikke regnet med kom i år, da vinen først er sat her i foråret, men tre små klaser kunne det altså blive til!
Babymajs er også høstet, blancheret og smidt i fryseren - klar til vinterens wokretter. Smagen fejler bestemt intet, men er nu ikke sikker på jeg vil bruge pladsen på dem næste år - selvom det har været sjovt at prøve.
Hvad er der så tilbage? Tja, tomater har jeg masser af, men fortsat ingen røde. Figner er der også en del af, men de har også et stykke vej til at være spiseklare. Det samme gælder den lille aubergine, som er tittet frem. Chili kan jeg til gengæld plukke løs af som jeg lyster, det samme gælder blommer (som jeg satser på at få plukket imorgen). Blåbærrene er fuglene vist kommet mig if orkøbet med, men hindbærrene kommer til gengæld så småt.