mandag den 20. april 2015

Når kameraet svigter...

Må man nøjes.. Så istedet for at fremvise den rosenbue jeg har fået i fødselsdagsgave, sammen med tomatspiraler, beskærersav, nektarintræ og dværgsyren, må det blive et glimt at en viol, noget jeg gætter på er en anemone, den første tulipan, et hav af kæmpestenbræk og fuldt udsprunget blodribs. Så meldte kameraet nemlig - BATTERIET ER TOMT - og det sætter jo visse begrænsninger!

Et fantastisk vejr kommer vi dog ikke udenom at have haft, uanset kameraets status, og det er blevet nydt til fulde. Det har givet fregner på skuldrene, nysåede majs og squash, lige kanter om bedene, duftende vasketøj, og ukrudtsfrie bede - men så sagde tyksakken her altså også stop. Med kun 3 uger til termin begynder både mave og bækken for alvor at sætte sine begrænsninger på havearbejdet, selvom meget heldigvis kan gøres siddende - og så har man jo en god undskyldning for at smide sig på chaiselongen i tide og utide til et hvil :-)







Ingen kommentarer:

Send en kommentar