torsdag den 30. oktober 2014

Hvor man mindst venter det

Det her er altså hvad der sker når man bruger brugt jord fra krukker, når man potter om - så dukker der pludselig en stedmoderblomst op ved sukkulenten :-)


onsdag den 29. oktober 2014

Snip snap snude

Så er årets tomathøst ude - i weekenden plukkede jeg de sidste tomater, for planterne var begyndt at gå i forrådnelse, så nu er de kørt på genbrugspladsen.

De grønne tomater planlægger jeg at lave en skøn chutney af, som kan bruges sammen med vinterens retter - skal bare lige have fundet den helt rigtige opskrift, og så skal I nok få lov at kigge med over skulderen i køkkenet.


tirsdag den 28. oktober 2014

Planer for haveåret 2015

Jeg er lige så stille gået i gang med at tænke over hvad der har været godt og skidt i år; hvad vil jeg gøre anderledes næste år, og hvad har virket godt i år. En af de ting der optager mig er nyttehaven, for selvom vi ikke har fået det optimale ud af vores afgrøder i år, da vi har været væk i perioder hen over juni-juli, så er det et område både min mand og jeg godt kunne tænke os at få mere ud af - men med 4 kvm højbed er det bare begrænset hvor meget man gøre. Derfor har jeg besluttet, at vi til foråret nedlægger højbedene og istedet graver hele det stykke ud, som bærbuskene afgrænser, og anlægger det som køkkenhave - så bliver der ordentligt plads til jordbærrene (som vokser helt tosset), ærter, salat, et par rækker gulerødder (som manden sukker efter) og hvad vi ellers skulle finde på.


søndag den 26. oktober 2014

Vintertid

Så gik vi over til vintertid, og selvom den forskudte time ikke er specielt velkommen med en 1-årig i huset, så byder jeg efteråret og vinteren velkommen, og glæder mig til den første frost ligger klart på græsset og den første sne drysser hvidt på træerne.

Jeg er ikke den eneste der bød vintertiden varmt velkommen, det samme gjorde himmelen her til morgen med en smuk rosa farve. Og hvis nogen havde set mig stå i nattøj, morgenhår og bare tæer på terrassen med kameraet fremme kl. 6.50 havde de nok sendt mig på den lukkede :-)





torsdag den 23. oktober 2014

Haven lige nu

Selvom sæsonen er ved at takke af og gøre plads til faldende blade, så sker her altså fortsat lidt:


De smukke georginer.

En lidt krøllet høstanemone.

'Queen Anne' med store fine knopper.

Clematissen er også med lidt endnu.

Den smukke lilla pyntekål.

mandag den 13. oktober 2014

Besøg af Jack

Nemlig selveste Jack 'o Lantern! Efteråret er kommet for at blive, så nu er det tid til lidt sæsonpræget pynt ude. Derfor kom der i dag et halloween-græskar med hjem, da jeg var ude og handle ind, og nu står ham her på fortrappen, smilende og lysende, og tager imod gæster i mørket. Hvad jeg gør med kernerne kommer i et andet indlæg.




onsdag den 8. oktober 2014

Haven lige nu

Lidt derude fra, fanget i første uge af oktober.

Høstanemoner i fuldt flor.

Geranier der bliver ved og ved, sikke en taknemmelig plante det er!

En ridderspore, der dog begynder at se lidt krøllet ud.

Tung morgendug, som ligger længe på denne årstid.

Lodden løvefod.

Efterårsløvet drysse.

..men først får det fine farver.

Svampene stortrives pt.

Den lysende sct hans urt.

mandag den 6. oktober 2014

Efterår

Efterår er lig med flere ting, bl.a. at havearbejdet ligeså stille lukker ned - det er dog ikke helt tid for det endnu, men der er væsentligt mindre derude at lave nu end for en måned siden. Den anden dag stod den dog på lidt oprydning i drivhuset, og jeg fik agurkeplanterne smidt ud, da de havde givet de sidste agurker. Tomatplanterne får til gengæld lov at stå endnu, da tomaterne fortsat modnes. Noget andet der modnes er hindbærrene, som er på sit højeste lige nu.


Hindbærrene er i fuld gang endnu.

Det gav en masse plads i drivhuset, da de to kapillærkasser fra meloner og agurker røg ud.


Masser af tomater.