mandag den 26. juni 2017

Sylterier og andre køkkensysler

Her har været stille længe, men det er bare fordi Fru Due er kommet på Facebook lige her, så ofte ryger der bare en hurtig opdatering derind - men nu skal jeg blive bedre til at huske bloggen igen! Den første sommermåned er næsten gået og nu hvor køkkenhaven rigtigt begynder at give igen af al den tid jeg har lagt i foråret, vil der også komme lidt indlæg fra køkkenet. 

I weekenden snød jeg dog lidt, for jeg tog i jordbærselvpluk, da jeg ikke har prioriteret jordbær i køkkenhaven, så den smule jeg har går mere eller mindre direkte fra hånd til mund, til børnenes store glæde, men vi fik ihvertfald 7 kg jordbær med hjem. Derudover fik jeg en posefuld rabarber fra min mors have, og ældstebarnet og jeg tog senere på cykeltur efter hyldeblomster og kom hjem med 80 skærme. Samtidig giver agurkerne i drivhuset rigtig godt i år, så jeg fik også lavet et par glas agurkesalat.

En masse store lækre rabarber blev skåret op og kogt til saft og pulpen blev blendet til marmelade/kompot, alt efter hvad vi lige bruger det til - idag var det med knuste makroner og flødeskum.


Omkring 7 kg saftige og søde jordbær, halvdelen kogt til marmelade, den anden halvdel har vi spist af alt det vi orkede og resten er ræget i fryseren til smoothies.


80 hyldeblomstskærme står og trækker med citron, rørsukker og vand til en lækker saft.


En håndfuld agurker fra drivhuset blev snittet op og lagt i lage - de første er prøvesmagt og godkendt til helstegt kylling med nye kartofler, friskbælgede ærter og masser af sovs i aften!


Og alle de lækre sager: